Her finder du de bedste gratis strikkeopskrifter
Mangler du inspiration til at påbegynde en helt ny hobby? Det har aldrig været nemmere at lære en ny måde at være kreativ, for eksempel ved at strikke. Strikketøj kan være alt fra den klassiske uldsweater til sokker, halstørklæder og meget mere. Men strikketøj kan være svært at komme i gang med bare sådan uden videre, især uden hjælp eller opskrifter. Heldigvis er der flere steder, hvor du kan finde gratis strikkeopskrifter rundt omkring på nettet, og der er også indtil flere måder at få vejledning til at strikke på.
Jeg har her samlet nogle udvalgte sider på Instagram, YouTube og Facebook samt forskellige blogs og magasiner, hvor du kan finde gratis strikkeopskrifter, inspiration og godt fællesskab om denne hyggelige hobby. Ligegyldigt om du aldrig har holdt et par strikkepinde i hænderne før, eller om det har været noget af det, du holdt allermest af at gøre som barn, er det nemt at komme godt i gang med strikketøj. Nøglen er at have inspiration og motivation til at samle pindene op og få strikket noget, som du ved, at du kommer til at bruge.
Artiklen fortsætter under billedetFlotte billeder af det færdige resultat finder du på Instagram
Inspireres du af visuelle resultater, kan du finde flere Instagram-konti, som er dedikerede til strik og håndarbejde. Her kan du også være heldig at finde gratis strikkeopskrifter. Kunne du godt tænke dig at give dig i kast med et halstørklæde eller et par sokker? Fasterstrik har masser af grundlæggende, gratis strikkeopskrifter til stort set alt, der kan strikkes, på deres Instagram. Her finder du også strikkeopskrifter til sweatere, børnetøj og meget mere. Fasterstrik’s Instagram kan også hjælpe med strikketeknikker, så du kan lære, hvordan man eksempelvis tager masker op eller strikker ret og vrang.
Har du godt styr på teknikkerne og vil gerne prøve at strikke noget mere imponerende eller udfordrende? Filcolana er en garnleverandør, som ofte lægger gratis strikkeopskrifter op på deres Instagram. Her er tale om strikketøj både til kvinder, mænd og børn, så du kan strikke noget blødt og dejligt til venner og familie også. Du kan finde deres strikkeopskrifter og masser af inspiration på deres Instagram her. Fra Filcolana kan du også lære en masse om forskellige typer af garn såsom merino, mohair og det særlige Easy Care-uld, som kan holde til maskinvask og tørretumbler.
Få en step-by-step-introduktion til strik på YouTube
Der er masser af videoer og kanaler dedikeret til strikketøj, så du kan se, hvordan du maske for maske får strikket de sokker eller den sweater, som du gerne vil have strikket. På min egen kanal har du f.eks. mulighed for at lære nogle simple og grundlæggende teknikker. Videoerne er filmet fra oven, så det er nemt at følge med, når du eksempelvis vil lære at slå masker op eller strikke vrangmasker. Vinklen, videoerne er filmet fra, er meget lig den vinkel, som du vil have på dit eget strikketøj, så du nemt kan strikke med.
Det er dog ikke alt jeg forklarer og viser på YouTube, og vil du gerne have det hele med, så anbefaler jeg, at du tager et kig på mit strikkekursus her på siden.
Mine videoer er på dansk, men har du styr på engelskkundskaberne, kan du også prøve at se Studio Knit, som har spændende projekter såsom hjerteformet strik, zigzag-strik og selvfølgelig også nogle grundlæggende teknikker. Studio Knit inddeler deres videoer i sværhedsgrader, så det er nemt at finde sit eget niveau af gratis strikkeopskrifter og derefter forsøge noget lidt mere indviklet. Studio Knit står også klar med videoer til teknikker som perlestrik (på engelsk kaldet seed stitch). De har altid tydelige billeder på hver videos thumbnail eller miniaturebillede, så du behøver ikke kende alle ordene på engelsk.
Solidt sammenhold med andre strikkere på Facebook
Foretrækker du, at dine hobbyer er noget, som du laver med andre? På Facebook kan du finde indtil flere grupper, hvor du kan lære andre strikke-entusiaster at kende og få råd og vejledning til dit eget strik af nørkle-glade mennesker som dig selv. Melder du dig ind i gruppen meget passende kaldet Gratis hækle- og strikkeopskrifter, kan du finde gratis strikkeopskrifter og måske endda udvide til hækling. Gruppen har i skrivende stund over 5.000 medlemmer, så der skal nok være en perfekt opskrift til dit niveau og dine ønsker.
Det gode ved Facebook-grupper er absolut den sunde sociale omgang, hvor I kan opdatere hinanden på projekter samt hjælpe hinanden i gang, hvis en af jer støder på en særlig udfordring. Hos Strikkeopskrifter og andet håndarbejde kan du blive en del af et fællesskab med over 26.000 andre strikke-glade mennesker, og selvfølgelig nyde godt af gratis strikkeopskrifter og opskrifter til andet håndarbejde.
Læs dig bedre til strik med blogs
Foruden Instagram, YouTube og Facebook er det også muligt at finde blogs rundt omkring på internettet, som fokuserer på strik, f.eks. min egen som du finder her.
Der eksisterer både personlige blogs og blogs lavet af garnleverandører og andre forhandlere inden for håndarbejde, så om du foretrækker et personligt eller professionelt præg, er der en strikkeblog til dig. Mange blogs har også gratis strikkeopskrifter og guides til at hjælpe dig i gang.
Foretrækker du en personlig blogger, kan du besøge Petite Knit, en dansk blog ”om strik – uden så mange dikkedarer”, som Mette Wendelboe Okkels, hjernen bag Petite Knit, forklarer det. Petite Knit har vokset sig ret stor, og derfor forhandler de nu både strikkeopskrifter til kvinder, mænd og børn. De har også udvidet til YouTube, hvor de i samarbejde med Kimmie Munkholm viser dig alle de mest anvendte metoder til at strikke. Hos Petite Knit er det også muligt at købe diverse udstyr og tilbehør til strik såsom sakse og knapper.
Er du derimod mere til professionelle blogs, deler Ecoknitting tips og tricks til at gøre strik til en hyggelig del af din hverdag på deres blog. Ecoknitting forhandler desuden kun 100 % økologisk og bæredygtigt garn i både bomuld og uld, så dette er hjemmesiden at gå efter, hvis du er miljøbevidst anlagt. Søger du opskrifter til både børn, voksne og interiør, er det her, du skal lede. Ecoknitting har gratis strikkeopskrifter til eksempelvis karklude, som går godt i spænd med deres mission: Genanvendelige strikkevarer, som har minimal indflydelse på miljøet.
Som bedstemor gjorde det: Få strikkeopskrifter fra magasiner
Du behøver ikke gå ned til din nærmeste kiosk eller købmand for at få fat i et magasin med strikkeopskrifter: Mange magasiner er nu gået online! Alt.dk, som de fleste nok kender igennem Alt For Damerne, Eurowoman, Gastro og andre magasiner har indtil flere artikler og gratis strikkeopskrifter på deres hjemmeside. Her finder du hjertevarmende blogs om andre strikke-entusiaster, gode opskrifter til både børn, voksne og hjemmet og meget mere inden for strik og hækling. Her er noget, som du kan strikke, der vil glæde både familie og venner.
Til de mere feminine strikke-entusiaster har Femina indtil flere strikkeopskrifter til dig. Feminas fokus ligger på at give dig følelsen af at have lavet noget med egne hænder, så du kan få sat et personligt præg på din garderobe, dine børns garderobe og dit hjem. Med de mange gratis strikkeopskrifter, som du kan finde hos Femina, kan du lære en hobby, som giver dig ro i hjernen, når dine hænder har travlt. Når du først har lært de grundlæggende principper, kan det at strikke være en beroligende og givende hobby, som du altid kan tage frem og pakke væk efter behov og lyst.
Lær at strikke med WeTeach
Har du rigeligt med inspiration, men mangler nogen, som kan hjælpe dig i gang med at strikke? Her på siden har vi et stort team af undervisere (blandt andet mig selv), der lærer dig at strikke, hækle og meget andet håndarbejde. Er du i tvivl, eller har du spørgsmål, kan du også altid kontakte vores kundesupport, som altid står klar til at hjælpe dig, om du ønsker at lære at strikke eller noget helt andet!